Vælg en side

KARLA GRØN VUGGESTUE & BØRNEHAVE

Bæredygtige udeområder, der inviterer til leg, læring og fællesskab

Karla Grøn Vuggestue & Børnehave har fået skabt nye udeområder med fokus på leg, fordybelse og fællesskab. Alle elementer er bygget af overskudstermotræ fra industrien – et kemikaliefrit og særdeles holdbart materiale – og kombinerer legestationer, plantekasser, opholdszoner og læringsmiljøer i børnehøjde.

OM PROJEKTET

Til Karla Grøn Vuggestue & Børnehave har TrÆls udviklet og opført en række udendørs lege- og opholdsmiljøer, hvor leg, læring og bæredygtighed går hånd i hånd. Alle elementer er udført i overskudstermotræ fra industrien, som er velegnet til udendørs brug og fri for giftige kemikalier.

Lige uden for vuggestuen ønskede institutionen et afgrænset udeområde, der var mere end blot et hegn. Her er der skabt en indhegning, som samtidig fungerer som legemiljø, med indbyggede små huse og borde, der kan bruges som legekøkkener. Det ene hus er tilgængeligt fra det afgrænsede område, mens det andet kan bruges fra legepladsen på den modsatte side, hvilket skaber sammenhæng mellem zonerne.

Derudover er der etableret to ekstra legestationer integreret med plantekasser, en opbevaringskasse til sandkasselegetøj samt to espalierbænke med plantekasser. Her kan børnene følge processen fra jord til bord og få en tidlig forståelse for natur, vækst og ansvar. Bord- og bænkesæt i området giver plads til samvær, måltider og rolige stunder for både børn og pædagoger.

På en anden legeplads er der bygget en stor sandkasse med indbyggede boder, hvor der kan “sælges” sandkager i lange baner. I hjørnet er der etableret et podie, som både kan fungere som lille scene og som siddeplads med overblik over sandkassen. Midt i sandkassen står tre legeborde i forskellige højder, så børn i alle aldre kan være med. Sandet i sandkassen tilføjes af institutionen selv, og derfor fremstår sandkassen tom på billederne.

GRØN IMPACT

Ressourcer

Alle udeelementer er fremstillet af overskudstermotræ fra industrien.

Termotræ er varmebehandlet uden brug af kemikalier, hvilket gør det både sundt for børnene og yderst holdbart i udendørs miljøer.

Ved at anvende overskudsmaterialer reduceres ressourceforbrug og spild, samtidig med at materialet får et nyt og meningsfuldt liv.

Impact

De robuste og fleksible løsninger skaber udeområder med lang levetid og høj brugsværdi.

Kombinationen af leg, ophold og læring understøtter børns udvikling og nysgerrighed, samtidig med at natur og bæredygtighed bliver en integreret del af hverdagen.

Projektet viser, hvordan ansvarlige materialer og gennemtænkt design kan skabe trygge, inspirerende og miljøvenlige rammer for de yngste.

Lokation

Give

 

Klient

Karla Grøn Vuggestue & Børnehave

 

År

2025